Hvor Er Du?

Reference




Billede af Psykolog Linnea Andersen



Samtale- og behandlingsforløb.


Erfaren psykolog tilbyder hjælp til børn og unge. Mulighed for forsamtale indenfor 14 dage. Lokaliseret tæt på Aabybro, 25 min fra Aalborg.

Jeg tilbyder afklarende og understøttende samtaler på kognitivt grundlag til børn, unge og deres voksne.

Måske du har brug for hjælp til at forstå og håndtere en specifik problemstilling? Måske du ønsker hjælp til at afklare, hvad der vil bringe dig tættere på dine mål og ønsker for dig selv - eller for dit barn? Et samtaleforløb hos mig sigter mod at give indsigt i både udfordringer og potentialer i og omkring dig og skabe grundlaget for at foretage valg og afprøve handlinger, der bringer dig tættere på det, du ønsker - for dig eller din familie.

Metode og indhold.

Et forløb hos mig vil typisk søge at afdække de tankemønstre og/eller følelsesmæssige tilstande, der belaster og begrænser i det daglige. Tanker og følelser, der kan tage magten fra os, med utilsigtede, negative konsekvenser til følge. Ved at registrere overdrevent negative tanker og følelser, kan vi udfordre dem. Ved at finde frem til og holde fast i de tanker, der er mere rigtige/vigtige for os, bliver vi i stand til at justere os bedre følelsesmæssigt og skaber derved mulighed for at handle på en måde, der er i bedre overensstemmelse med os selv og med de muligheder, vi har i hverdagslivet. Dette vil typisk ske i et roligt tempo, et skridt ad gangen. Omsætningen af målsætninger fra terapien til handlinger i hverdagen sker gradvist og med løbende evaluering og justering i takt med, at du og/eller dit barn gør sig nye erfaringer i det daglige.

Et samtaleforløb på kognitiv basis har således fokus på at omsætte viden til resultater udenfor samtalerummet. Et eksempel er Cool Kids-forløbet (læs mere), der typisk er meget virksomt, når et barn eller en ung er ramt af angst. Et andet eksempel på et kognitivt baseret, virksomt forløb, har jeg givet overskriften ”Rolig og Selvsikker”. Det er et forløb, der har til formål at fremme assertiv tænkning og adfærd; hjælp til at styrke selvværd og fornemmelse for eget mulighedsrum og egne rettigheder, undgå overdreven ansvarlighed/selvbebrejdelse og det modsatte; projektion af ansvar og forsøg på at styre andre. Et eksempel på den assertive/rolige og selvsikre position kunne være at erstatte den tanke, der siger ”det er mig, der fejler/jeg burde skulle kunne” eller ”det er andre, der fejler/de burde have sørget for” med ”næste gode skridt” og vægt på at anerkende sig selv og andre for forsøget, ikke kun når det lykkes.

Men er det virkeligt hjælpsomt for børn at indgå i kognitiv terapi?, kunne man spørge. Ja, bliver det korte svar, både med base i forskningen på området og i egne erfaringer. Samtidigt er det altid helt nødvendigt, når vi taler om hjælp til børn og unge, at vi også har øje for konteksten. Vi skal have blik for de ydre rammer, vi sætter op om et barn, de forhold omkring barnet, der spiller ind på dets trivsel og udvikling, uden at miste blik for det potentiale, der ligger i, at barnet får hjælp til at aktivere egne ressourcer i forhold til at klare hverdagslivet bedre og opnå større ro, glæde og tilfredshed i det daglige. Det er målet for mit virke, mit primære fokus i arbejdet med børn, unge og deres voksne.

Samtalerne baserer sig som nævnt på kognitive modeller og har fokus på at hjælpe sig selv, eventuelt vide, hvornår man skal hente hjælp, for at undgå at overdrevent negative tanker og følelser løber af med en. Idet jeg primært arbejder med børn og unge, er der hos mig ikke kun mulighed for at samtale om forskellige måder at tænke og handle på, der er også mulighed for at lege med positionerne, lave rollespil, spille (klinikken rummer bl.a. et bordtennisbord) og tegne på måder, der afprøver forskellige tanke- og handlemønstre, træner børnene/de unge i at omsætte tanker til relevant handling og forbereder dem på at bruge færdighederne udenfor terapirummet.

Jeg vil ofte hjælpe med at få pointer fra samtalen skrevet ned eller illustreret på anden vis, eventuelt få taget billeder af tavlen, vi skriver/tegner på i løbet af sessionen, så børnene har mulighed for at påminde sig selv og de voksne har bedre mulighed for at støtte og opmuntre i det hverdagsliv, der tæller, mellem og efter sessionerne.

Praktiske informationer.

Henvender du dig vedrørende er barn, vil jeg typisk foreslå en forsamtale bare med forældre. Så kan jeg høre mere om jeres barns opvækst indtil nu og noget mere om den aktuelle situation, og vi kan sammen drøfte, hvad der kan være med til at gøre en forskel for jer og jeres barn fremover. Er du forælder til en ung, kan det være en fordel, at han/hun er med fra en start.

Jeg vil typisk foreslå 3-6 samtaler med 1 uges mellemrum, afhængig af alder og problemstilling, for at hjælpe jer og jeres barn ind i tankegangen og metodikken. Derefter mødes vi typisk efter behov, for at evaluere og planlægge næste skridt i en god retning. Er der tale om børn, er forældre altid tæt på, eventuelt med i forløbet. Er der tale om et ungt menneske, vil jeg inddrage forældre efter behov og efter aftale med den unge selv.

Samtaler