Psykolog Linnea Andersen

At komme til at kunne det, man kan.


Meget af mit arbejde handler om at hjælpe voksne til at finde måder at tænke og handle på, der giver de børn og unge, de har med at gøre, mere glæde ved og flere muligheder i livet.

Hvad er forudsætningen for at lære børn nye færdigheder? Hvordan kan børn og deres voksne få oplevelsen af at lykkes i deres samspil? Hvordan have det overvejende rart sammen samtidigt med, vi lærer nyt om os selv og hinanden?

Jeg finder inspiration til svaret på det spørgsmål ved at se på, hvordan det hele starter. Jeg forestiller mig det spæde barn sammen med sin far eller mor. Spædbarnet, der bokser med en hånd, og høre sin mor eller far sige; ”nå, så du vil have bamsen? Du vil have bamsen at lege med? Se her, her kommer den og kilder dig på maven”…. Eller spædbarnet siger måske en lyd, og mor eller far siger; ”Vil du snakke lidt? Siger du hej? Siger du hej til mig? Hej med dig!” osv. En mor og far postulerer intentioner i barnet, førend de er der. De reagerer på barnet, som om det rækker ud efter noget, selvom de nok godt ved, det ikke er tilfældet, og de svarer, som om han eller hun taler til dem, selvom det heller ikke er tilfældet – endnu.



Vi bliver ved at gøre det samme op gennem barnets opvækst – hvad enten vi er forældre, bedsteforældre, søskende eller lærere og pædagoger f.eks. Selvom vi ved, hvad et barn kan, bliver vi ikke ved det. Vi udpeger løbende for dem og for os selv, hvad de er på vej til at kunne. På den måde støtter vi deres udvikling og deres fornemmelse af at være i gang med noget sammen med nogen. Vi giver dem en oplevelse af at have noget vigtigt for og samtidigt være vigtig for nogen. Vi giver dem oplevelsen af at være set og hørt, både for, hvad de kan, og for, hvad de snart kan, og en oplevelse af at høre til i et lærings- og identitetsskabende fællesskab.

Det kan give knuder og knaster undervejs. Det er ikke så ligetil, som det lyder. Nogle gange overser vi, hvad barnet er klar til at lære, så vi ikke er med til at åbne op for nye veje udviklingsmæssigt. Andre gange overvurderer vi barnets udgangspunkt og kommer til at forlange for meget af det på én gang.

Vi kan være hurtige til at bedømme et barn på, om det lever op til den ene eller anden norm. Måske en norm, vi har med hjemmefra, måske en norm forbundet med det, man har fundet er almindeligt for alderen. Det er ikke altid, det giver mening. Vi må først se på, hvad barnet reelt er i stand til, og så flytte blikket hen på, hvad de færdigheder, det har, giver det mulighed for at lære som det næste.



Så vi skal ikke stirre os blinde på f.eks. ”normen for alderen” eller på egne erfaringer som barn. Samtidigt skal vi nysgerrigt undersøge; hvad er barnet/den unge på vej til at kunne som det næste? Hvad giver det mening at have særligt fokus på at lære det set i lyset af barnets/den unges mål? Når jeg har øje for, hvad barnet har lært indtil nu, og overvejer, hvad det vil have størst udbytte af at lære som det næste, så jeg kan få øje på, hvad det er muligt og meningsfuldt at hjælpe det til at kunne i forlængelse af det, det allerede kan.



Tak for nu!